<<<   FORSIDEN   TROSBEKENDELSEN   NADVEREN

Da Moses skulle føre Israels folk ud af Egypten, hvor de levede som slaver under Egyptens hersker, Farao, sendte Gud ti plager over egypterne for at gøre Farao mør - Farao havde nemlig ikke tænkt sig at give afkald på den billige arbejdskraft, som israelitterne var.

De ni første plager gjorde bare Farao mere hård - han ville ikke give sig.

Så kom den tiende plage. Guds dødsengel ville gå gennem Egypten og dræbe alle førstefødte. Israelitterne fik besked på at gøre sig klar til opbrud. Så skulle hver familie bage usyret brød, slagte et lam og smøre lammets blod på husets dørstolper. Når dødsenglen så lammets blod på dørstolperne, ville den gå forbi og skåne dem, som var i huset.

Lammets blod beskyttede altså israelitterne mod døden.

Det usyrede brød var brød uden gær eller surdej. Det skulle symbolisere, at alt det gamle nu skulle være forbi. Slavefolket ville blive et frit folk.

Efter den tiende plage lod Farao israelitterne tage af sted, og Gud befalede, at folket hvert eneste år skulle fejre det samme måltid med lam og usyret brød til minde om udfrielsen fra Egypten. Det var det jødiske påskemåltid.

<<<TILBAGE

Påskemåltidet, som handlede om Guds udfrielse af israelitterne fra Egypten, skulle nu handle om Jesu udfrielse af os, som lever under syndens og dødens slaveri.

"Gør dette!" sagde Jesus. Jesus ville have, at hans disciple skulle gøre, lige som Jesus gjorde ved påskemåltidet: Tage usyret brød og vin og fejre nadver (se 1 Kor 11,23-25).

- et mindemåltid
Gør dette til min ihukommelse! - Nadveren er et måltid, som minder os om Jesus. Se nøje på det brød, som uddeles ved altergangen. På de fleste alterbrød er der præget et billede af Jesus på korset. Det var dér, han gav sit legeme i døden for vores skyld. Det skal vi mindes ved nadveren. Men nadveren er meget mere:

- Jesu legeme og blod
Nadveren er delagtighed i Jesus. Dette er mit legeme - dette er mit blod, sagde han om brødet og vinen. Det er det, vi får ved nadveren. Vi får Jesus!

Det er ikke til at forstå, for det er jo stadig brød og vin - og alligevel siger Jesus, at det er han legeme og blod. Der er mange, som har spekuleret meget over, hvordan det kan hænge sammen, men den slags spekulationer kommer der ikke noget ud af. Vi må nøjes med at tro Jesus på ordet, at når vi modtager nadveren, modtager vi også vores frelser.

Vinen er Jesu blod.
I Egypten gik dødsenglen forbi de huse, hvor påskelammets blod var smurt på dørstolperne.
Jesu blod har med hans død på korset at gøre. Det er ikke tilfældigt, at Johannes Døber peger på Jesus og siger: "Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd" (Joh 1,29). Og Paulus skriver: "Også vort påskelam er slagtet, Kristus" (1 Kor 5,7). På korset tog Jesus straffen for vores synd, og på grund af hans blod (et udtryk for hans død) kan vi blive frelst.

Brødet er Jesu legeme.
I Egypten var det usyrede brød symbol på, at alting blev anderledes - nyt. De gik fra slaveri til frihed. Det samme sker i nadveren, når vi modtager brødet. Vi modtager Jesus, som gør alting nyt!

- et befrielsesmåltid
Jesus giver os del i hans offer på korset og dermed syndernes forladelse - det er befriende. Når vi modtager Jesus, får vi syndernes forladelse og et ret forhold til Gud.

- et fællesskabsmåltid
Nadveren er fællesskab med Jesus og med andre kristne (1 Kor 10,17).

Her samles alle kristne for at være sammen med Jesus på en helt speciel måde. Han vil være sammen med hver enkelt af os. Og vi er med i det store fællesskab af kristne, som samles om ham.

Knæfaldet ved nadverbordet er oftest formet som en halvcirkel. Vi skal forestille os, at cirklen fortsætter - ud til alle de andre kristne. Alle dem, som samles til nadver i kirkerne ud over hele jorden. Alle dem, som har været med ved alterbordet de sidste 2000 år - og dem, som kommer til i fremtiden. Ja, vi kan forestille os, at nadverbordet rækker helt ind i himlen. Det er et enormt fællesskab, og vi hører sammen. Børn, unge, ældre, fattige, rige, folk i alle lande og til alle tider. Og så det vigtigste: Jesus er der også. Det er altid godt at vide, at vi ikke er alene, når vi tror på Jesus.

- mindst og størst
Det er verdens mindste måltid, men alligevel verdens vigtigste! Det ser ikke ud af så meget, men det er fantastisk stort, det, som vi modtager.

- et styrkemåltid
Nadveren er en rasteplads i kristenlivet. Ethvert liv skal have næring for at leve. Det gælder også det kristne liv. Kristenlivet finder næring ved samvær med Kristus (ligesom kærligheden mellem to mennesker får næring ved at de er sammen). Og ved nadveren er han ikke bare sammen med os. Han giver os sig selv på en helt speciel måde.

"Jeg er livets brød", siger Jesus, "den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid" (Joh 6,48-51). Det er svært - eller umuligt - at forstå. Det er større end vore tanker. Men bare vi vil tage imod det, så får vi det hele.

- en forsmag på himlen
I Bibelen sammenlignes himlen med en bryllupsfest - den flotteste fest, vi kan forestille os. Da skal vi holde evig fest sammen med Jesus og alle dem, som tror på ham. Ved nadveren er det de samme, vi er sammen med. Det er en forsmag på himlen - et festmåltid - bare med ganske enkle midler. Så kan alle være med, og ingen får hverken mere eller mindre end andre. Alle får det hele!

- et sted for stilhed, bøn og tak
Ved nadveren er vi sammen med Jesus på en måde, som går ud over vores forstand. Det er en hellig handling at gå til alters. Det betyder, at vi ikke må ringeagte hverken nadveren eller dem, som går til alters, ved at opføre os upassende. Nadveren er stille og højtidelig, og mange benytter anledningen til at bede og sige tak til Gud.

- også for dig!
Hvem kan gå til alters? Skal man være mega-troende? Skal man være specielt religiøs? Skal man være god nok eller måske bedre end andre? Skal man først være konfirmeret?

Nej! Jesus uddelte den første nadver til sine disciple - og de var langt fra gode nok i sig selv. Men de ville gerne være sammen med Jesus. Det var det afgørende.

Det samme gælder i dag: Alle døbte, som gerne vil modtage, hvad Gud har at give, har adgang til nadveren.

Mange er blevet bange for at gå til alters, fordi Paulus skriver:
"Den, der spiser Herrens brød eller drikker hans bæger på en uværdig måde, forsynder sig derfor imod Herrens legeme og blod. Enhver skal prøve sig selv, og så spise af brødet og drikke af bægeret. For den, der spiser og drikker uden at agte på legemet, spiser og drikker sig en dom til" (1 Kor 11,27-29).
Det ord advarer os imod en forkert måde at fejre nadveren på - nemlig at være ligeglad og ikke tage det så nøje. Det siger derimod ikke noget om at være mere eller mindre værdig til at gå til alters. I os selv er ingen af os værdige til at være sammen med Gud - vi er syndere. Men når vi tror på Jesus, så er vi værdige, for han vil tilgive os. Hvis man føler sig uværdig til at gå til alters, så har man jo netop brug for tilgivelsen, og så er man specielt velkommen! Ved nadverbordet samles syndere for at være sammen med ham, som er synderes ven!

<<<TILBAGE

I Sct. Michaelis kirke gør vi sådan:

Præsten fortsætter (vendt mod alteret):
Vi takker og lover dig, Gud Fader almægtige,
ved Jesus Kristus, vor Herre.
Du skabte himlen og hele dens hær,
jorden og alt, som er derpå.
Liv og ånde giver du os,
mætter os daglig af din fylde.
Derfor vil vi med hele din menighed
på jorden og i himlen,
i kor med alle engle,
synge din herligheds lovsang:

Menigheden synger:
Hellig, hellig, hellig er Herren, Gud den Almægtige.
Himlen og jorden er fuld af din herlighed.
Hosianna i det højeste!

Præsten:
Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn.

Menigheden:
Hosianna i det højeste!

Præsten siger eller messer:
Opstandne Herre og frelser,
du, som selv er til stede iblandt os
med al din kærligheds rigdom!
Giv os at modtage dit legeme og blod
til din ihukommelse
og til stadfæstelse i troen på syndernes forladelse.
Rens os fra synd,
og styrk os i det indre menneske,
at du må bo ved troen i vore hjerter.
Gør os faste i det evige livs håb.
Giv os at vokse i kærligheden,
for at vi med alle dine troende må blive ét i dig,
ligesom du er ét med Faderen.
Menigheden svarer:
Amen.

FADERVOR
Præsten (eller præst og menighed):
Fader vor, du som er i himlene!
Helliget vorde dit navn,
komme dit rige,
ske din vilje
som i himlen således også på jorden;
giv os i dag vort daglige brød,
og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere,
og led os ikke i fristelse,
men fri os fra det onde.
Thi dit er riget og magten og æren i evighed!
Menigheden:
Amen.

INDSTIFTELSESORDENE
Præsten fortsætter med at læse eller messe indstiftelsesordene. Herunder står menigheden op. Mens ordet om brødet, henholdsvis vinen, læses eller messes, holder præsten disken, henholdsvis kalken.

Vor Herre Jesus Kristus i den nat, da han blev forrådt,
tog brødet, takkede og brød det,
gav sine disciple det og sagde:
»Tag dette og spis det;
det er mit legeme, som gives for jer.
Gør dette til min ihukommelse!«
Ligeså tog han også kalken efter aftensmåltidet,
takkede, gav dem den og sagde:
»Drik alle heraf;
denne kalk er den nye pagt i mit blod,
som udgydes for jer til syndernes forladelse.
Gør dette, så ofte som I drikker den,
til min ihukommelse!«

Menigheden synger:
O du Guds Lam!
med korsets skam,
du bar al verdens synder,
derfra al trøst begynder;
miskundelig
forbarm du dig!

NADVERMÅLTIDET
Efter indstiftelsesordene går nadvergæsterne op til alteret og knæler ved alterbordet. Præsten uddeler brødet til hver enkelt nadvergæst med ordene:
Dette er Jesu Kristi legeme.

Præsten rækker vinen til hver enkelt nadvergæst med ordene:
Dette er Jesu Kristi blod.

Efter hvert bord læser præsten et bibelvers og slutter med:
Fred være med jer!

Efter sidste bord siger præsten:
Den korsfæstede og opstandne frelser,
vor Herre Jesus Kristus,
som nu har givet jer/os sit hellige legeme og blod,
hvormed han har gjort fyldest for alle jeres/vore synder,
han styrke og opholde jer/os derved
i en sand tro til det evige liv!
Fred være med jer!