| Syndefaldsberetningen | |||||||
| Slangen var det snedigste af alle de vilde dyr, Gud Herren havde skabt, og den spurgte kvinden: "Har Gud virkelig sagt, at I ikke må spise af træerne i haven?"
Kvinden svarede slangen: "Vi må gerne spise af frugten på træerne i haven,
men frugten på det træ, der står midt i haven, har Gud sagt, at vi ikke må spise af og ikke røre ved, for ellers skal vi dø." Men slangen sagde til kvinden: "Vist skal I ikke dø! Men Gud ved, at den dag I spiser af den, bliver jeres øjne åbnet, så I bliver som Gud og kan kende godt og ondt." Kvinden så, at træet var godt at spise af og tiltrækkende at se på, og at det også var godt at få indsigt af, og hun tog af frugten og spiste. Hun gav den også til sin mand, der var hos hende, og han spiste. Da åbnedes deres øjne, og de opdagede, at de var nøgne. Derfor syede de figenblade sammen og bandt dem om livet.
Ved aftenstid hørte de Gud Herren gå rundt i haven. Da gemte Adam og hans kvinde sig for Gud Herren mellem havens træer. Gud Herren kaldte på Adam: "Hvor er du?" og han svarede: "Jeg hørte dig i haven og blev bange, fordi jeg er nøgen, og så gemte jeg mig." Han spurgte: "Hvem har fortalt dig, at du er nøgen? Har du spist af det træ, jeg forbød dig at spise af?" Adam svarede: "Kvinden, du satte hos mig, gav mig af træet, og så spiste jeg." Gud Herren spurgte så kvinden: "Hvad er det, du har gjort?" Hun svarede: "Slangen forledte mig til at spise." Da sagde Gud Herren til slangen: Adam gav sin kvinde navnet Eva, for hun blev mor til alle mennesker. Gud Herren lavede skindtøj til Adam og hans kvinde og gav dem det på. Og Gud Herren sagde: "Nu er mennesket blevet som en af os og kan kende godt og ondt. Bare det nu ikke rækker hånden ud og også tager af livets træ og spiser og lever evigt!" Så sendte Gud Herren dem ud af Edens have til at dyrke agerjorden, som de var taget af. Han jog mennesket ud, og øst for Edens have anbragte han keruberne og det lynende flammesværd til at vogte vejen til livets træ. (1 mos 3,1-24) |
|||||||
| Magt | |||||||
|
Magt er der nok af i verden. Men ingen af os har magt til at skabe en blomst. Som verdens skaber er det Gud, der har magten. Men mennesket har også fået magt af Gud. I skabelsesberetningen får vi at vide, at Gud velsignede menneskene og sagde til dem: "Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden!" (1 Mos 1,28). Vi er altså sat til at være forvaltere på jorden. Den magt endte hurtigt i nederlag: Syndefaldet! Mennesket var ulydige mod Gud og ville rage til sig af Guds magt, men blev i stedet opfyldt af ond lyst og ond magt. Dermed var nederlaget totalt. Godt nok var det i første omgang kun Adam og Eva, der var ulydige mod Gud, men med dem kom synden ind i verden og verden blev skilt fra livets Gud. Det er pointen i beretningen om syndefaldet (1 Mos 3). Paulus siger det på
denne måde: Syndefaldsberetningen er altså ikke kun en historie om Adam og Eva. Den fortæller også vores historie. Historien om synden og døden er historien om den verden, som vi er en del af. Det betyder ikke, at der ikke er godt i verden. Det er der, for det er stadig den verden, som Gud har skabt. Og ved at sende Jesus til jorden har Gud gjort, hvad der skulle til, for at frelse den fortabte verden. Jesus sejrede over synden og døden. Syndefaldet er menneskets nederlag. Jesus er Guds sejr. |
|||||||
| Lidelse | |||||||
|
Uretfærdig
lidelse Der er mad nok til alle - vi skal bare dele. Men hvem af os vil sænke vores levestandard væsentligt for at hjælpe andre? I stedet lever vi videre i had, forhærdet egoisme og magtmisbrug. Uforklarlig
lidelse Syndefaldet fik konsekvenser for hele skaberværket, men hvordan synd og lidelse ellers hænger sammen, kan vi ikke forklare. Midt i lidelsen er det let at anklage Gud for det alt sammen. Det kan somme tider også være det mest ærlige. Vi har lov til at råbe og bede til Gud i vores nød og fortvivlelse. Og måske føres vi så gennem lidelsen ind i en større erfaring af Guds godhed og omsorg. |
|||||||
| Gud venter | |||||||
|
At Gud ikke straks griber ind over for lidelsen i verden, er dybest set udtryk for hans omsorg! For hvis Gud ville udrydde det onde måtte han jo udrydde os alle sammen. Engang vil han vise sin magt og gribe endegyldigt ind over for alt det onde. Når Gud holder dom og fjerner al ondskab, da skal al vold og had vige for retfærdighed og kærlighed. Men Gud venter for vores skyld. Jesus døde for al den ondskab, som bor i os. Han tog straffen i stedet for os. Det, som Gud venter på, er, at så mange som muligt tager imod hans tilgivelse. |
|||||||